Alle helgen

af Prædikener

3. november 2013

Aulum Kirke Matt: 5,1-12
1. tekstrække

Salmer DDS nr. 732 – 518 – 549 – 571 og Jens Rosendals ”Kærlighedssang ved et tab” nr. 454 i DHS 18. udg.

 

Prædiken

”Du kom med alt det der var dig / og sprængte hver en spærret vej /og hvilket forår blev det! / Det år, da alt blev stærkt og klart / og vildt og fyldt med tøbrudsfart / og alting råbte: lev det! ”

Sådan lyder første vers i Jens Rosendals sang ”Du kom med alt det, der var dig” også kaldet ”Forelskelsessang.”

Og ordene minder os måske om vor første forelskelse og måske om den gang vi traf hende eller ham, der siden blev vor kære og livsledsager.

Eller det minder os om et menneske vi kender eller har kendt – et menneske, der kom ind i vort liv som glæde, lys og kærlighed.

Og verset har som hele sangen klare linjer til Grundtvigs salme ”Hil dig frelser og forsoner”, hvor vi i strofe seks synger om floden, som kan klipper vælte, floden som kan isbjerg smelte, floden som kan blodskyld tvætte af.

Og vi kan sige ja til ordene, såvel Rosendals som Grundtvigs. For gennem disse vers udtrykkes vore umiddelbare og nære livserfaringer, om den længsel vi har efter at være set og elsket og efter selv at kunne se og elske. En længsel efter at være der for og med den anden. Der hvor det, der ellers kan spærre og lukke for glæden, lyset og kærligheden – er sprængt væk, med tøbrudsfart. 

Eller med Grundtvigs ord: ”Dog jeg tror, af dine vunder, / væld udsprang til stort vidunder, / mægtigt til hver sten at vælte, / til isbjerge selv at smelte / til at tvætte hjertet rent /

Det levede liv og en ny verden

Det er den verden der lukkes op for os og som vi bydes ind i når Jesus gør os til sine børn, som det sker i dåben.  Det er på disse ord vi kan leve med hinanden, i lyst og nød, i glæde og sorg, i troskab og i svigt. Og det er med disse ord vi kan gå døden i møde. For såvel i døden, som i livet, kommer Kristus os i møde.

Alle helgens dag er dagen, hvor vi mindes vor døde, både dem vi mistede i det forgange år, og alle de, der er gået forud for os. Minderne stiger op og frem, ikke bare om den første dag og de første uger, måneder og år, hvor forelskelsen eller det nye og varme venskab var i fuldt flot. Og vi ikke så andet end alt det gode vi ville og gjorde for hinanden. Også tankerne og minderne om, hvor vi svigtede og blev svigtet melder sig og skal have sin del af pladsen, ligesom mindelser om skænderier og fjendskab hører med. Og vi erindrer, hvordan det før så varme liv, nogle gange blev lagt øde og fyldt med kulde.

Meget passerer revy for vort indre, når opmærksomheden henledes på, at livet her på jorden har sin begrænsede tid. Brugte eller bruger vil nu vort liv som vi vil? Levede jeg eller vil jeg leve mine drømme ud? Turde jeg eller tør jeg tage nogle afgørende valg? Skal jeg tage kontakt til de mennesker, hvor broerne ellers er brændte? Mon ikke vi alle kender disse overvejelser og hvor svært det kan være at besluttede sig.

Og I forhold til de døde, såvel ægtefælle øvrig familie, venner og nære bekendte tænker vi på, både hvad vi havde med hinanden i et broget og mangfoldigt liv, som vi tænker på og hvad vi ikke fik sagt mens tid var. Vi fik ikke altid sagt tak for det de gav os og hvor højt vi elskede dem. Og vi fik måske ikke forsonet os med dem vi svigtede og som svigtede os. Sådan er vort liv fyldt med måske, måske ikke, skal, skal ikke, gjorde, gjorde ikke.

 

Ikke hvad vi vil – men, hvad vi skal

Og det er alt sammen såre menneskeligt. Selvom det dybere spørgsmål, som har rod i den kristne tankegang, bag det hele lyder. ”Fik du gjort det du skulle?” Det kan være svært at blive stillet overfor dette spørgsmål. Svært at lukke op og svare oprigtigt. For det er jo langtfra altid det vi vil og ville og det vi skal og skulle gøre, er sammenfaldende. Men Gud ske lov er vi mennesker i forhold til Gud ikke afhængig, af hvad vi udretter. Det betyder naturligvis ikke vi kan leve ansvarsløst, uden at tage stilling og vælge – tværtimod. Men i dåben skænkes vi fællesskab med livets Herre Jesus Kristus. Ham som vi kan komme til med alle vore byrder og som en gang for alle løser os for vor synd og giver os frimodighed til at leve som dem vi er. Jesus er med os alle dage indtil verdens ende. Han bærer os ind i det evige liv, hvor vi alle skal forenes. Det er det kristne håb.  

Derfor behøver vi heller ikke, i bagklogskabens klare lys, svarer på de mange spørgsmål: ”Gjorde jeg nok? ”Gjorde jeg det jeg skulle?” Vi mennesker går nogle gange så langt vi magter og ind i mellem lidt længere. Andre gange stopper vi på halvvejen, med bevidstheden om, at her gjorde vi ikke det vi skulle og kunne. Men uanset hvor langt vi gik og kan gå, kan vi være vis på, at Gud går hele vejen og han tager os alle i sin favn. Med kærlighedens sprog, der har mangfoldige udtryk, forener han vi mennesker med sin nåde.

Mødet og afskeden

En nåde der også blev Jens Rosendal til del i mødet med sin kæreste, der var en mand og som han mødte i en relativ sen alder. Det var ud af mødet med sin store kærlighed Rosendal kunne skrive ”Du kom med alt det der var dig”. Og det var ud af såvel sorgen over at miste sin ledsager gennem tyve år, som glæden ved det de nåede at få sammen, at Rosendal skrev ”Kærlighedssang – ved tab”. Det er en sang, der har salmens karakter af nåde, håb, forsoning og forløsning og som vi skal synge efter prædiken og efter vi har nævnt navnene på de der er gået bort siden forrige Alle helgen.

I såvel ”Du kom med alt det der var dig” som i ”Kærlighedssang – ved tab” er det gennemgående tema, at kærligheden har sin pris – og livet, det er livet værd, ”Trods tvivl og stort besvær”, som det lyder i den første af sangene fra 1981. Begge sange har Gud som fortegn. Det er Guds indgriben der får livet til at lykkes. I ”Forelskelsessangen” indbyder Vor Herre selv til fest, livets fest med alt hvad det indebærer. Og i ”Kærlighedssangen” er kærligheden givet med skaberværket. Sidste strofe lyder sådan.

”Som skaberlys om hav og land / der rammer hver en lille mand / og tænder puls og glæde / I lyst og nød det vokser til / og synger om hvad livet vil / hver dag vi er til stede /”   

Saglige er

Salige er de sagtmodige og salige er de som tørster efter fred og retfærdighed og salige er de som sørger, hører vi blandt andet i dagens evangelium. Ja – Gud ske lov findes det sagte mod, som tror og udholder alt. Og Gud ske lov kender vi tørsten efter livets vand. Og Gud ske lov er der noget og nogen at sørge over. Det virkelige sørgelige ville være, om det ikke var tilfældet. Og trøsten er, at vi kan hvile i Guds kærlige væsen – vor salighed er vundet af Gud. Den tildeles ikke som en medalje efter et langt liv og tro tjeneste. Saligheden er vort livs udgangspunkt, som den blev skænket os i dåben.

Salige er vi når vi bliver som børn på ny. Ikke barnlig, men barnet lig. For barnet ved, at det er udleveret og må lægge sit liv i andres hænder. Salige er vi når vi vedkender os, at vi er udleveret til Gud og vor liv er i hans hænder. Gud som ser og elsker sit barn. Salige er vi, fordi vi ud af Guds evige kærlighed med sjæl og krop kan mødes i favntaget, og se og elske hinanden som dem vi var og er.

Lov og tak og evig være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed

Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *