Indsættelsegudstjeneste

af Prædikener

Søndag den 12. maj 2013

Kl. 13 – I Aulum Kirke

  1. s. e. Påske Joh. 15, 26 – 16, 4

GT Hagg2,4b-9

 

Salmer

 

Nr. 403 ”Denne er dagen”

Nr. 318 ”Stiftet Guds søn”

Nr. 294 ”Talsmand som på jorderige”

Prædiken

Nr. 364 Alt magt på jorden og i Himlen”

Nr. 289 ”Nu bede vi den Helligånd”

 

 

På prædikestolen

 

                                                                                                                       ”Ræk os, oh Jesus din frelserhånd

i dag og i alle stunde

udløs os alle af mørkets bånd,

at ret vi dig tjene kunne ”

                                                          Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten

Johannes i Kap 15 v 26 – kap. 16 v 4

(Gud være lovet for sit glædelige budskab)

 

Jesus sagde: ”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.  Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer”. Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Prædiken

 

”Der er for meget religion i det offentlige rum”. Det var, hvad tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og mange andre med ham fremførte i kølvandet på Muhammedkrisen for nogle år siden.  At så statsministeren i en anden sammenhæng brugte vendingen om at skille fårene fra bukkene, viser jo bare, hvor svært det er at holde det kristne arvegods ude af vort liv, verden og bevidsthed – og godt for det.

For hvis vi ikke dér, hvor vi går og står, dér, hvor vi lever og deler kår med hinanden, skulle vidne om livets Herre og hans betydning for vort liv – hvor så?

 

For livet foregår jo ikke i lukkede rum, men i mødet med de andre – i mødet med næsten. I mødet med dem vi kender og deler overbevisning med, og med dem vi hverken deler religion eller politiske holdninger med.

 

Og ingen, hverken staten eller folket, om de kalder sig kristne eller ej, kan være tjent med at reducere kristendommen til en privat sag i lukkede cirkler. Det vil suge sammenhængskraften ud af os som folk og det ellers åndsbårne liv vil blive en luftig forestilling uden mål og mening. Og det er ikke fordi kristendommen skal eller kan bruges politisk. Det er ganske enkelt mod kristendommens væsen. Hvilket ikke er det samme, som vor kristne tro ikke har betydning for, hvordan vi indretter os og lever med hinanden. Det er jo netop evnen til at skelne uden at adskille, der gør det muligt at integrerer uden at sammenblande. Hvor det sker, kan det frugtbare møde og liv opstå.

 

Kristendommen er med andre ord ikke en ideologi, vi kan slå hinanden oven i hovedet med, ligeså lidt som Biblen er et opslagsværk, hvor løsninger og svar er givet – det hverken politisk eller på anden vis. Vor kristne tro er en livsholdning vi går livet i møde med, så vi kan have tiltro til, at livet med hinanden, netop i lyset af Kristus, fødes i kraft af den næring fortællingerne om Jesus liv og gerning giver os. Ligesom vore salmer og de værdier, der her synges ind i sjæl og krop kan flyde i vore årer og blive til levende liv.

 

Hvor ville vi have været i dag, hvis ikke buddet om næstekærlighed havde sat sig igennem som en modkraft mod alt, hvad der forråder menneskelig værdighed?   Med kristendommen er der vokset en forståelse for barmhjertigheden og en med liden frem, og langt de fleste kender i dag fortællingen om ”Den Barmhjertige Samaritaner”. Og selvom Grundtvigs ord om,”at da har i rigdom vi drevet det vidt, / når få har for meget, og færre for lidt”, har svære vilkår, så er det dog stadig en taletale måde der er gået ind i sproget og bevidstheden, som en grundlæggende værdi om, at det er de stærkeste skuldre, der skal bære mest og de der har magten og indflydelsen, har også har pligten. Pligten til at tage hånd om de svageste og om de mennesker der ellers ville være udstødte af samfundets fællesskab. Den kristne arv har sat sig dybe spor i vores civilisation.

 

Desværre er der også røster i det offentlige rum, der mener, at alkoholikere, narkomaner, arbejdsløse og flygtninge og andre nødstedte med dem, bare kan tage sig sammen og må klare sig selv.

På den anden sinde – er der også de, der mener, at bankpakker og skattelettelser er noget en vis herre har skabt – og at de fine mennesker nord for København og nærmeste omegn snart må finde ud af at klare sig selv.

 

Men hvad nu, hvis grundreglen bliver, at du ligger, som du har redt. Hvad så, når vi kommer på sygehus? Enten på grund af fedme, for lidt motion eller usund kost, som har forårsaget en blodprop, og vi så dér mødes med et: ”Det har du selv være ude om – ud med dig”. Eller hvad, hvis vi rammes af en depression og mødes med et: ”Så må du se at tage dig sammen”?

 

Da er det at kristendommens værdier må sætte sig igennem og holde os på sporet. Jesus siger blandt andet, ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig”. Se det er et pejlemærke, der er værd at navigere efter. Og vi er alle i samme båd uanset social og kulturel baggrund, om vi så bor nord for København, på Nørrebro eller i Vestjylland)

 

Lige siden Jesu tid har de kristne været forfulgt og bliver det den dag i dag verden over. Der er tusinder af kristne, der betaler med livet for deres tro, der gør at de taler de svages sag og magten midt imod. På vore breddegrader er det anderledes fredeligt. Her bliver ingen slået ihjel for deres kristne tro, men det ændrer ikke på, at der er mekanismer i samfundet, der i sit væsen er undertrykkende overfor de mennesker, der har troen med sig som en naturlig og tydelig del af livet.

 

Jesus advarede da også sine disciple om hvad der ventede dem. Som vi hører det i dagens evangelietekst, skyldes det bl.a. uvidenhed om, hvem Jesus var. Hvad også i mange sammenhænge er tilfældet i dag.

 

”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig”, siger Jesus.

 

For jøderne var det forargeligt, at Gud skulle have en søn.

 

Jeg tror, at her hvor vi grundlæggende lever fredeligt med hinanden, men hvor nutidens forargelse – mod de kristne termer, de kristne symboler og det at tage Jesus navn i sin mund  alligevel kommer til udtryk, er dér, hvor der finder en kombination af blufærdighed, uvidenhed  og misforstået politisk korrekthed sted. Tillige spiller det ind, at vi mennesker kan have svært ved at fatte, at fri er kun den, der underlægger sig livets Herre. Rækkevidden af, at kun den, der kan forpligte sig, er sat fri, ligger desværre ofte langt ud over det såkaldt moderne menneskes horisont.

 

”Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra”

 

Det er Jesu ord til disciplene, og det er Jesu ord til os i dag ”I skal vidne”. ”Vi skal vidne” Ja – hvem ellers?

 

For vi har lært Gud at kende gennem hans søn Jesus Kristus. Gennem ham har vi set, hvad der er meningen med skaberværket – ja med livet. Og nu skal vi gå ud på gader og stræder og forvalte Guds skaberværk- og vi skal forvalte det godt – til glæde og gavn for – netop vor næste – ham og hende som vi møder på vor vej, såvel dem vi kender som de vil kalder fremmede.

 

Nu kan vi måske synes, det er noget af en mundfuld, måske føler vi os også lidt alene om det. Mon ikke også vi kender oplevelsen af forladthed på samme måde, som disciplene kunne opleve sig noget alene nu, hvor Jesus var steget til Himmels.

Men Jesus lader os ikke alene, han kommer os som altid i møde. Det gjorde han da han gik her blandt mennesker og det gør han nu som ånd – som Hellig Ånd. Og fordi vi I ham har mødt sandheden kan og skal vi være sandhedsvidner.

 

”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig” Og netop fordi Talsmanden udgår fra Gud kan vi vidne om Gud. For nok er det os mennesker, der handler, men det er Guds Ånd, der virker og udvirker liv.

 

Det sker når vi er triste og nede i kulkælderen – når livet ikke lige går som vi havde planlangt – da er det Guds ånd, der kalder os op og frem i lyset og får os til at se livet som en gave og en opgave.

Det er Guds levendegørende ånd, der giver os livs- og virkelyst, tro, håb og kærlighed. Når vi oplever, en dør smækkes i, og mulighederne begrænses, da er det Guds ånd, der får nye døre til at springe op og åbner vore øjne for nye landskaber.

Og dér hvor medmennesket synes irriterende og mærkværdigt, der åbner Guds ånd vort sind, så vi kan se med kærlige øjne. Dér, hvor vi ellers kigger ned, såvel konkret, som i overført betydning, og er på vej forbi det menneske, der behøver vor hjælp, dér er det Guds ånd, der får os til at stoppe op og se den nødlidende. Og der hvor vi bygger et samfund med rum, for nærvær og gennemskuelighed og hvor ansvar bliver konkret for den enkelte og fællesskabet, der får ånden unægtelig bedre vilkår for at virke. Det er her der skabes rum for livsudfoldelse.

 

Og for at vi ikke skal gå i stå, og glemme hvad vi næres af og hvad der er vort livs bestemmelse, mål og mening, så må vi herhen i kirken igen og igen og høre ordet, som det lyder til os fra Vor Herres egen mund – specielt i dåben og i nadveren.

Ligesom vi i det folkelige fællesskab skal samles om fortællinger og sange der samler os om det fælles menneskelige. Begge steder såvel i folkelige og samfundsmæssige sammenhænge – som i kirken, skal vi samles om det der er mellem os – og som rækker ud over ud over os selv og som i sit væsen taler til vor dybeste lag og længsler.

 

For selvom mange forarges og giver udtryk for deres utilfredshed over kristendommens plads i det offentlige rum, så siger min erfaring mig fra et liv med bl.a. foredrag og undervisning, og samtaler med mennesker, der har det svært – At vi mennesker ikke vil have stene, men brød. Der ikke skal kradses ret meget i lakken, før vi mennesker godt ved, hvorfra der virkelig hentes livsnæring og forløsende ord. Ord, der lever af Guds ord, og som sætter os frie til at være, vi altid har været bestemt til at være – Guds børn – til glæde og gavn for medmennesket. Det er Guds ord, der minder os om, hvad vi godt ved – for selvom vi ikke lige havde tænkt formuleringen som vi hører den – eller forudset livets tilskikkelser på den måde, som det  kommer til os i den aktuelle situation, så er ordet og det ægte møde i sit væsen kendt – og vi kan modtagende sige ja, fordi der er resonans, det er der fordi Gud billede ligheden er lagt i vore i vore hjerter.

 

Det kan godt tænkes, at nogle kunne finde på at begrænse eller måske endda forbyde kristendommen i det offentlige rum. Men der er aldrig nogen, der kommer til at begrænse eller bestemme, om evangeliet har en plads og en virkning i det offentlige rum og blandt mennesker. For det blev bestemt en gang for alle dengang Jesus sagde:

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”

 

Lov og tak og evig være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

                  Amen 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *