Påskedag 2014

af Prædikener

Påskedag den 20. april 2014

Vind Kirke kl. 10:30                                                        

Matt. 28,1-8 Sl. 118,13-18 1. Pet.1,3-9

Salmer

1. Salme Nr. 224” Stat op min sjæl

 

2.salme Nr. 400 ” Så vældigt det mødte

 

3. salme Nr. 236 “Påskeblomst! Hvad vil du her?”

 

Prædiken

 

      4. salme Nr. 249  ”Hvad er det at møde den opstandne mester

 

5.salme Nr. 234 ” Som forårssolen morgenrød”

 

  1. På prædikestolen

 

”Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker, er den dybe sammenhæng” Amen

 

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten

Matt. kap 28,1vers 1-8

(Gud være lovet for sit glædelige budskab)

 

 

Jesu opstandelse

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.  Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den.  Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne.  De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.  Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede.  Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå.  Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«

Amen

 

 

 

Prædiken

”….Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Det er englens budskab til kvinderne ved graven som det er budskabet til os.

Jesus ér gået i forvejen. Vejen ér banet og der lyder et kom, kom med, gå med, tro kun – frygt ikke.

Jesus kalden er det fuldstændigt modsatte af den lokkende sirenesang, der ifølge den græske mytologi, med forførende stemme lokkede søfarende på afveje og i døden.                    Ligesom Jesu kalden er det stik modsatte af tidens sirenesang der lokker os i fristelse, så vi forfalder til at lade det blive ved ordene: ”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.” Og så ellers glemmer eller fortrænger de afgørende ord der følger efter: ”Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«

Det er ikke fordi jeg tror nutidens danskere i hobetal bruger eller tænker disse ord, som vi kender fra Jesu sjælekamp Skærtorsdag. Men essensen er den samme når vi forfalder til at ville finde ud af livet – i stedet for at gå ind i det. Eller når vi gerne vil favne hinanden og livet med dets tilskikkelser i aftenfreden – men ikke vandre med hinanden i middagsheden.

Vi har alle brug for næring, et åndeligt kosttilskud, så evnen og viljen, lysten og modet til at tage hele livspakken med styrkes. Så vi kan pakke den op, som den gave det er – For at folde den ud med nærvær og intensitet med alt hvad den indeholder og indebærer.

Denne næring kan hentes i Ordets kraft – Ordet med stort O – Det ord som også kaldes glæden og som fødtes julenat. Kom til verden, kom til os mennesker her midt i tiden. Påskens fortællinger og begiveheder erindrer os om, hvad det vil sige at være menneske og være sat under Ordet.

Men som i så mange andre sammenhænge, forfalder vi også åndeligt set til junk og fast food uden egentlig næring. Vi springer alt for ofte over det virkelig nærende og lader os spise af og underholde med fortællinger om, hvordan livet kan realiseres så vi får størst mulig personlig succes. Hvordan vi undgår smerte og lidelse fysisk som psykisk. Ikke fordi smerte og lidelse, sygdom mv. er et mål i sig selv – slet ikke. Men vi er alle underlagt givne livsvilkår og stilles ligeså overfor uundgåelige udfordringer, vi ikke kan komme udenom og opgaverne forsvinder ikke, uanset, hvor længe vi stikker hovedet i busken.

Så det hjælper ikke at vi spejler os i kendissernes glamourøse liv og se vort liv i gennem deres rampeplys. Det er og bliver for blegt – for gulnet og for fattigt. Og det åndelige blodsukker falder da også hurtigt – hvorefter nye doser må indtages. Det er skruen uden ende.

Denne oplevelse af god og nærende kost – der virkelig mætter og styrker og som sender os ud i livet med fornyet kraft, den snyder vi desværre os selv alt for ofte for. Det har den konsekvens, at vi slet ikke – eller alt for sjældent – erfarer påskemorgens opstandelsesglæde.

Vejen til påskemorgen begynder julenat, der hvor glæden blev født, som den begynder ved hvert et menneskes fødsel. For nok berettes der om Betlehem som et konkret geografisk sted, hvor Jesus blev født, som der berettes om det konkrete sted hvor du og jeg, hvor vi blev født. Men det er samtidig et eksistentielt sted. Og i lyset af Jesu liv et åndeligt – kristeligt udgangspunkt for den livsvandring vi alle skal ud på. En livsvandring, der trods alt hvad den byder på – ender godt.

For som der lyder ved såvel vor dåb, som ved vor kiste: “Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”

For Jesu gik vejen gennem Galilæas land, dette for øvrigt meget smukke og frugtbare område, hvor han kaldte sine disciple og i ord og gerning forkyndte Guds rige. Det er dette land han er gået til – forud for os. Det er herfra han med sit ord kalder på os ved hver Gudstjeneste. Det gør han for at vi midt i vore foreløbige dagligdag, kan stå, virke og vidne med ord og gering i vort livs Galilæa.

Vejen gik op til Jerusalem. Ikke til hæder, men til spot og hån, tortur og fornedrelse. Til det sted hvor Guds søn måtte lide, for vor synd – for vor skyld. Vejen går op til Jerusalem, hvor der ikke skænkes blid limonade, men smertens kalk. Se vejen går op til Jerusalem. Ikke for at spise gourmetmad, men for at lammet skal ofres så mennesket kan sættes fri. Det hele sammenfattes i fjerde vers af ”Se, vi går op til Jerusalem” DDS nr. 172, som er sunget flere gange frem mod påske og som jeg lige har henvist til – I fjerde vers lyder det:

”Se, vi går op til Jerusalem, / forklarelsens stad, den skære / Vor frelser har sagt os, at hvor han er, / dér vil han, at vi skal være ”/

Og påskens fortællinger fra Palmesøndag over Skærtorsdag og Langfredag, frem til påskemorgen – er vort livs fortælling. Det er både en lineær fortælling frem mod det endegyldige mål og indfrielse af det ultimative løfte om Guds rige. Samtidig er det en cyklisk bevægelse, for påskens temaer – om ikke mindst håb og– tro, svig og troskab, går igen og igen i vort liv i alle vor menneskelige relationer. Ligesom vi oplever såvel kirkeåret som naturens år cyklisk. Men det lineære og det cykliske er ikke modsætninger. Det skaber til sammen en totalitet og en dybdedimension – hvoraf livet fødes. Det er her hvor tid, det horisontale – og evighed, det vertikale, mødes og danner korset og dets midte er tidens fylde. Det er derfor vi skal have det hele med. Alle påskens fortællinger. Det er der næringen kommer fra. Det er der vort livs fortælling bliver sat på plads.

Her lever vi så i dette herlige forår. For to ugerne siden havde vi den 9. april. Datoen for Tysklands besættelse af Danmark i 1940. Og om to uger har vi den 4. maj Datoen for befrielsesaftenen i 1945. Det er næsten som påskelørdag – vi er lige midt i mellem langfredags mørke og påskemorgens opstandelseslys.

For 69 år siden om aftenen, den 4. maj lød befrielsesbudskabet fra radio BBC i London. Men at der overhovedet kom en befrielsesdag skyldes, at nogen betalte prisen. Det var der tusinder af soldater og frihedskæmpere verden over, der gjorde. De satte sig op mod Hitlers uhyrlige regime, og en af dem var den unge dansker Kim Malthe-Bruun. Umiddelbart efter 2. verdenskrig udsendte hans mor bogen ”KIM – uddrag af dagbog og breve 1941-45”. Kim Malthe-Bruun blev født den 8. juli 1923, så han var kun en stor dreng, da han gik ind i modstandsbevægelsen. Men hans breve og dagbog vidner om en usædvanlig ung mand med stor livsindsigt og dybde. En ung mand, der kendte mange af menneskelivets såvel mørke som lyse sider. Jesus var Kims anker. Det kommer igen og igen til udtryk i bogen, hvor han bl.a. skriver; ”….jeg har lært af Jesus, at man skal leve ene og alene af sin sjæls overbevisning”. Det er, hvad vi skal. Leve af den overbevisning der, kommer fra det inderste og dybeste af menneskesjælen, der hvor Gud har lagt den.

Trods sin tilfangetagelse kort før jul i 1944 og efterfølgende forhør og tortur, giver Kim udtryk for sin livsglæde over alle tilskikkelser, som livet har givet ham. Både dem, vi kalder de lyse og lette og dem, vi kalder de mørke og hårde. Det hele tog han til sig, lod det bundfælde sig for senere at lade det stige op som indsigter, som vi andre også kan næres af.

I foråret 1945 sad Kim i sin fængselscelle og skrev; ”Dagene gik dejligt med tænken og funderen, jeg havde vinduet slået ned, og solen skinnede. Jeg kunne lugte foråret, det groende, spirende græs, den våde muld, jeg kunne høre fuglene kvidre, og mellem tremmerne faldt der lige så stort et felt ind, at jeg kunne sidde på bænken og lade mit ansigt bage”. Den 4. april, to dage før sin henrettelse i Ryvangen, skriver Kim til sin kæreste Hanne: ”Husk, og det sværger jeg dig til er sandt, at al smerte bliver til lykke, men kun de færreste vil nogen sinde indrømme det over for sig selv”. Og senere i brevet: ”Sandheden er, at efter smerte kommer dybde, og efter dybden kommer frugt”.

Dette var Kims vej til påskemorgen – Her stod han som 21 årig to dage før sin død, som han vidste ventede ham.

Det er også vores vej til påskemorgen, om end vi ikke lever og dør så drastisk, men det sætter vort liv anno 2014 i relief. Og Kims breve er sammen med Jesu liv og gerning et tydeligt billede på vejen der fører til påske, fører til heling af det brudte liv, fører til opstandelse. Og vi skal gå vejen, hver dag – hver vores måde. Og fordi vejen er banet, kan vi – på trods af, hvor håbløst livet og verden ellers kan synes i såvel det private, som ved krige og undertrykkelse rundt om på kloden – da kan vi håbe og bevarer håbet – for vi får næring fra og lever af det kristne håb. Det håb der en gang for alle indfries – på den yderste opstandelsesmorgen – Indtil da skænker Gud ud af sin store nåde os livets frugt – det er opstandelsens glæde midt i livet og springer som lys ud af sorgen.

Derfor: Gå trygt ud i verden. Vor Herre og frelser Jesus Kristus kommer os i møde med et                             ”Frygt ikke – Tro kun”

Glædelig Påske

 

Lov og tak og evig være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed

Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.

 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *