Sandheden om et menneske

af Artikler

Peer Gynt udlagt i en kristen sammenhæng

Ved Ronald Risvig valgmenighedspræst

 

Livsløgnen

”Peer du lyver” Sådan lyder indgangsreplikken til Henrik Ibsens (1828-1906) store skuespil Peer Gynt (1867). Det er Åse, Peers mor der nærmest skriger det til ud sin dreng.  Og dermed er scenen sat. Peer er en løgner. Og vi genkender os selv i Peer, eller som der siges af Den Gråklædte: ”….; blodet er aldrig så tyndt, en kender sig altid i slægt med Peer Gynt” (fjerde akt side 279) Vi har med andre ord alle en rem af huden, alle kender vi til løgnen. Og ikke blot den lille ”hvide” nødløgn, der kan være ganske nødvendig i vores omgang med hinanden, men også livsløgnen kender vi, der hvor vi flygter fra os selv. Det er hvad Peer gør gennem hele livet, som vi følger ham fra en ung stærk tyveårig gut til en gammel slidt herre i tresserne. Om han kommer til en gentlig erkendelse af, hvad det vil sig at være sig selv, hvad et sandt menneskeliv er – forbliver dunkelt. Netop derfor også meget troværdigt. For finder vi mennesker nogen sinde ind til kernen af menneskelivet? Eller er vi som det løg Peer skræller pinseaften, da han er vendt tilbage til Norge efter han har været hele verden rundt, hvor store dele af livet har bestået i at udnytte andre, så han selv kunne komme frem i verden. Nu sidder han her og skræller løget, hvilket sker med en, trods alt, befriende selvironi. Som helt ung proklamerede Peer bramfrit: ”Peer Gynt, af stort est du kommen, og til stort skalst du du vorde engang” (anden akt side196) (For så som der står anført i skuespillet at springe fremad og rende næsen mod et bjergstykke, falder og bliver liggende) Nu mange år senere lyder det fra Peer. ”Af jord est du kommen”(Femte akt side 282) Hverken Peer eller os med ham, bærer forudsætningen for vor eksistens – vi er kommet af jord og går tilbage til jorden. Vi er kommet fra Gud og går tilbage til Gud og vi har altid hørt hjemme og været hjemme hos Gud. Vi er blot ikke opmærksomme på denne virkelighed, for vi kan som Peer, havde så travlt med at tro vi er os selv, men farer forvildet rundt, som en ballon, hvor luften lukkes ud og så lander pladask fladt på jorden. Det gør vi fordi vi har solgt vor sjæl til fanden selv på samme måde som Peer gør det.  Peer var ikke sig selv, han var sig selv – nok!

 

Pagts drik

Livsløgnen blev et grundvilkår for Peer, der bedrev bruderov, forlod sin Solvejg, var slavehandler, snød og bedrog folk. Og efter at have rejst verden rundt er han på vej hjem til Norge – nu som en ældre herre. Det trækker op til uvejr, og skibet, han sejler med, forliser. Der i bølgerne kæmper Peer med skibets kok om at holde sig fast på kølen af en lille jolle. Peer slår kokken, så han må slippe, og Peer undgår derved at drukne. (Femte akt side 272) Peer Gynt mener, han hele sit liv har været sig selv. Men Peer har glemt eller fortrængt, at han tidligt i sin jagt på rigdom og sin trang til at blive noget stort, drak pagts drik med Dovregubben inde i kongshallens mørke. Peer havde så travlt med at få Dovregubbens datter og det halve af hans rige her og nu – og den anden halvdel af riget, når Dovregubben døde. Derfor gik det ikke helt op for Peer, at det var de mørke og dæmoniske kræfter, han havde indladt sig med – ja solgt sin sjæl til. Hvilket kommer til at ride ham som en mare gennem alle årene. Dovergubben ville prøve Peer ”i kløgt”, som der står. Men på spørgsmålet om forskellen mellem trold og mand fortoner svaret sig i tågen for Peer. Selv da han får løsningen af Dovregubben, står det ham ikke klart. Svaret er:

 

   ”Derude, under det skinnende hvælv,

   mellem mænd det hedder: ”Mand, vær dig selv!”

   Herinde hos os mellem troldenes flok

   det hedder: ”Trold vær dig selv – nok!”.

                                (Anden akt side 199)

 

Modfortællingen finder vi Mattæus kap. 4,1-11, Hvor Jesus efter fyrre dage og fyrre nætters faste i ørkenen, tre gange fristes af Djævlen, men Jesus viser ham endegyldigt bort med ordene: ”Vig bort, Satan! For der står skrevet:Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.” (Matt.4,10)

 Men Dette nok bliver Peers skæbne. Han tror, han er sig selv, men er sig selv nok. Det er også et langt stykke af vejen mange mennesker skæbne den dag i dag. Det gælder lige fra mindre lyssky forretninger på gadeplan til boligspekulanter og diktatorer der udsulter hele befolkninger, samt til multinationale selskaber og multirige enkelpersoner, der ikke vil betale (ret meget i)skat og dele goderne med de mennesker og det samfund der har været forudsætningen for deres vækst.

Peer Gynts søgen efter storhed, magt og rigdom minder meget om nutidens mænd og kvinder der higer efter det samme.

I sin søgen efter at blive til noget stort udnytter Peer andre mennesker og brænder broer af bag sig. Han står da også til sidst, da han vender hjem til Norge, som en meget gammel mand – alene tilbage, og nu kræves livet af ham. Kristeligt udtrykt: ”Men Gud sagde til ham: ”Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det som du har samlet dig?”(Luk. 12,20) som der står i den danske Bibeloversættelsen fra 1948

 

Sandheden om et menneske

Døden kommer til Peer i form af Knappestøberen, der vil smelte Peer om, som man smelter mønter om, fordi de er slidt og har mistet deres værdi. Peer har aldrig været sig selv – i den forstand, at han virkelig var noget for andre. Derfor skal han i støbeskeen og smeltes om, men forsøger til det sidste at klare frisag. Peer vil vide, hvad det er at være sig selv og stiller Knappestøberen spørgsmålet: ”Hvad er det, ”at være sig selv” i grunden?” (Femte akt side 295) Knappestøberen undrer sig lidt over Peers uvidenhed og svarer så: ”At være sig selv er: sig selv at døde.” (Femte akt side 295) Eller med Jesu ord: Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det” (Matt. 16,25) Og kan der ikke svares bekræftende til det, ja da er det ude med Peer og med os. Med mindre altså, at han og vi kan skaffe os et bevis for, en attest på, at han, at vi har været sig selv. Peer er ude på dybt vand, for han har forspildt sit liv. Men er det hele sandheden om Ibsens Peer? Om os? Og om alle nutidens Peer Gynter? Nej – der er mere at sige.

 

Hos Ibsen forenes Peer med Solvejg, som han forlod som helt ung, og hun var endnu yngre. Men Solvejg ventede på ham, hun er inkarnationen af kærligheden, der tror, håber og udholder alt. (1. Kor. 13) Hun er nu gammel og blind, men ser med hjertet. Og da Peer for at skaffe sig frisag hos Knappestøberen atter møder Solvejg, spørger han, om hun kan gætte gåder, om hun kan sige:

 

 

   ”… hvor Peer Gynt har været siden sidst?”

   ”Været?” kommer det fra Solvejg.

 

   ”Så sig, hvad du ved!

   Hvor var jeg, som mig selv,

   som den hele, den sande?

   Hvor var jeg, med Guds stempel på min pande?”

 

kommer det bedende fra Peer. Solvejg smiler og siger: ”O, den gåden er let”, inden hun svarer Peer på, hvor han har været:

 

   ”I min tro, i mit håb og i min kærlighed.”

                                      (Femte akt side 303)

 

Hvor har vi mennesker været hele livet? Kernen i Solvejgs svar er: At uanset, hvor forvildet et menneske har levet og lever, så er der dog ét sted, vi har hjemme. Hos Gud, hvor vi bliver set og elsket som dem, vi er. Det er sandheden om et menneske.

Alle citater fra Peer Gynt er fra Henrik Ibensen – Samlede Værker – Mindeudgave – andet bind – Kristiniania og København – Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag – 1906

 

 

 

 

 

 

 

 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *