Søndag Seksagesima

af Prædikener

 

Søndag Seksagesima den 31. januar 2016

Aulum Kirke kl.10.30

Organist Åse L

Kirkesanger / Kirketjener Simone FJ og Irene S

Præst Ronald R

 

Klokkeringning

Bedeslag

Præludium

 

Indgangsbøn

  1. salme Nr. 403 ”Denne er dagen, som Herren har gjort”

  P: Hilsen: ”Herren være med jer” – ”Og med din ånd”

Kollekt – korsvar GT læsning Es.45,5-12

 

  1. salme Nr. Nr. 401 ”Guds ord det er vort arvegods”

 

Epistel: 1. Kor. 1, 18-25 og trosbekendelsen – synges med 3 gange korsvar

 

  1. salme Nr. 156 ”Guds rige lignes ved et frø”

Evangelielæsning Mark. 4, 26-32

 prædiken og Apostolsk velsignelse

Musik / orgel

 

Kirkebøn fra alteret (Uden korsvar)

 

  1. salme HS Nr. 165 ”Der truer os i tiden” Udleveres på ark

        Nadver (B)

..Opløft jeres Hjerter til Herren lad os prise Hans navn osv.

 

Nr. 439 O du Guds Lam! med korsets skam

 

Indstiftelsesordene

Brød og vin uddeles

Bortsendelsesord

 

Nr. 474 ”Jesus Krist du gav mig livet”

 

Kollekt

Hilsen. ”Herren være med jer” korsvar ”og med din ånd”

Den Aronitiske velsignelse.  Korsvar – Tre gange amen

  1. salme Nr. 319 ”Vidunderligst af al på jord”

Meddelelser

 

Udgangsbøn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Søndag seksagesima

31-01-2016
Tekstrække: ANDEN RÆKKE

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Dette siger Herren: Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig. Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig, for at de skal vide i øst og i vest, at der ikke er nogen anden end mig, jeg er Herren, der er ingen anden! Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette. Lad det dryppe fra oven, himmel, lad retfærd strømme ned fra skyerne! Jorden skal åbne sig, frelsen gro frem, og retfærd skal spire. Jeg, Herren, skaber det. Ve den, der anklager ham, der dannede ham, et potteskår blandt skår af ler. Kan leret sige til ham, der former det: Hvad er det, du laver? Kan dit værk sige: Han har ingen hænder? Ve den, der siger til sin far: Hvad er det, du avler? og til kvinden: Hvad er det, du føder? Dette siger Herren, Israels Hellige, som dannede det: Kræver I mig til regnskab for mine sønner? Giver I mig besked om mine hænders værk? Det er mig, der har frembragt jorden og skabt menneskene på den. Mine hænder har spændt himlen ud, og jeg befaler over hele dens hær. Es 45,5-12

 

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft – der står jo skrevet: »De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.« Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. [For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.] 1 Kor 1,18-21

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« Mark 4,26-32

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På prædikestolen

”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” Amen

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus i kapitel 4,26-32 (Gud være lovet for sit glædelige budskab)

 

Prædiken:

I ordet overvintrer
den sandhed, vi forlod
og ingen magt kan hindre
den i at fæste rod
selv i en fattig jord,
hvor frøet som et under
og skjult for alle gror.
(HS 18. udg. nr. 165,5 Ole Wivel)

Begge lignelser vi hører i dag handler om at så og om vækst. Og de handler om Ordet, som poetisk beskrives i strofen fra Ole Wivels digt “Der truer os i tiden”. Den strofe, som vi lige hørte.

Og hvilken sandhed er det så vi har forladt? Og hvad er det der sås og hvilken vækst skal det bringe?

Ole Wivels ”Der truer os i tiden” viser tilbage til syndefaldsberetningen fra 1. Mosebog og dermed mindes vi om, hvordan livet kunne være – altså før syndefaldet.

Men lad os begynde i i landbrugsbilledet.

Vi ved alle når landmanden har tilsået sin mark, har han egentlig gjort hvad han kunne. Kornet spirer og gror uden at han ved hvordan. Det forunderlige sker – landmanden “begraver” sin såsæd i den mørke jord og af sig selv giver jorden afgrøde: strå, aks og kærne i akset. Frøet gror – selv i en fattig jord, skjult for alle, – det er da underfuldt! Og det er først, når kornet er modent, at landmanden skal på arbejde og rykke ud til høst.

I vor specialiserede og teknologiske tidsalder kan landmanden ganske vist foretage sig noget mere – f.eks. sprøjte eller på anden vis fjerne ukrudt, hvilket jo nok fremmer væksten. Sådan var det ikke på Jesu tid – men billedet holder også i dag. For det er stadig et under, der ligger uden for menneskets herredømme og fatteevne, at hver gang, at jorden – ved at blive tilsået med et lille sædekorn, overhovedet kan give fuld aks, kærne og høst.

Det samme gælder den anden lignelse Jesus fortæller i dag om det lille bitte sennepsfrø, som vokser op og bliver større end alle andre planter og “får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge”.

“Af sig selv giver jorden afgrøde” siger Jesus i dag. Landmanden kan bare slappe af og vente.

Og sådan er det med Guds Rige, siger Jesus. Sådan er det med Ordet og med Guds Rige.

At høre disse to små lignelser kan godt give ro til et rastløst og uroligt sind. Her kræves ingen planlægning, ingen sætten sig selv i scene, ingen karriere planlægning – her er vi nemlig ikke vor egen lykkes smed og ikke herre over liv og død.

Men – for der er et men:

Der truer os i tiden en ond,

usynlig magt:

vor egen sikre viden,

som sprængte med foragt

den skænkede natur

og nedskrev Adams billed

til skyggen på en mur.

Sådan skrev Wivel tilbage i 1959 – blot fjorten år efter den første atombombe blev sprængt over Hiroshima den 6. august 1945. Her mistede over 100.000 tusind mennesker livet. Det skete da amerikanerne sendte et B29-bombefly afsted for at kaste uranbomben, som de kaldte ”Little Boy.”                                                    ”Little Boy” et navn der unægtelig står i modsætning til den ødelæggende virkning der spredte sig. Ved en kombination af trykbølge og varmestråling og omfattende brande der resulterede i en ildstom – blev byen Hiroshima forvandlet til en ruinhob.                                    Læg hertil den radioaktive stråling, der ikke bare i månederne efter øgede antallet af omkomne men har sat sig spor i flere generationer i form af misdannelser hos de børn der sidenhen blev født.                                          USA valgte det ultimative våben for at knække japanerne der nægtede at overgive sig – og der måtte endnu en bombe til før der blev kapituleret. Den faldt over Nagasaki tre dage senere – den 9. august 1945.

Denne demonstration af magt nedskrev Adams billede til skyggen på en mur.  Nedskrev – vi ved god, hvad nedskrivning betyder. Det er når f.eks. en bil går fra sin fulde værdi, som den oprindelig havde – til langsomt at falde i værdi år efter år – for til sidst at blive solgt langt købsprisen eller helt blive skrottet.

Et det denne holdning der truer os, at vi nedskriver Gudbilligheden sådan trin for trin – Hvor vi umærkeligt, men sikkert nedskriver menneskets guddommelige værdi, mens vi ligeså stille opskriver vor egen sikre viden og de materielle værdier?

Listen er uhyrlig lang over måder, hvor vi mennesker nedgør hinanden – fra krig til psykisk terror og social mobning. Det finder sted utallige steder ude i verden og det finder sted blandt vor folkevalgte med simpel mudderkastning fra grøft til grøft – Og der er næppe nogen af os der kan sige sig fri for – på et eller andet tidspunkt – også at have nedskrevet et menneskets gudgivne værdi.

Ofte sker det langsom – men sikkert. I Hiroshima skete det i ét NU – Skyggen på en mur, som Ole Wivel skriver om, er den skygge der blev tilbage på en mur, efter et menneske var blevet brændt op i løbet af ingen tid.

Den skænkede natur – det Gudgivne liv blev brændt op.

I en tid, hvor verden er uhyre kompleks og sammensat – griber vort liv ind i hinanden – ikke bare i det nære og overskuelige, men hele kloden rundt. Krigen i Syrien har betydning for dansk politik. Kinas økonomi har betydning for danske virksomheder og eksport. Mennesket lever som forbundne kar. Og vi skal huske, at vi er som grene på vintræet – skilt fra Kristus kan vi intet.

Men – her gælder desværre også, hvad Ole Wivel skrev i 1959.

En frygt på vore øjne

er lagt som ild og is.

Afmægtige og nøgne

vi ser vort livs forlis:

vor jord forladt af sol,

de stærke bjerge smuldret

fra nedbrudt pol til pol.

Det er, hvad der sker, når vi lader vi angsten og frygten  blive de styrende kræfter i vort liv. Frygt og angst for det fremmede. Frygt og angst for at miste vor materielle velstand. Det er, hvad der dominerer mediebilledet og vort liv og dermed truer med at tage magten over tanker og vort liv.                                                                        I 1959 var det frygten for Atomstøvet fra de mange prøvesprængninger der skjulte solen og derved ville nedbryde alt liv.

”Men hjertet banker tungt                                                             og søger i sin feber mod håbets vendepunkt” sådan skal vi synge om lidt.  For det er – hvad det gør, for hjertet kan slet ikke lade være. Det kan menneskene heller ikke – Og midt i krigens gru og menneskers griskhed og selvtilstrækkelighed – spirer andre kræfter frem.

På mangfoldigvis giver mennesker sig til kende – Det viser sig lige fra Natteravne der hjælper med at skabe tryghed i nattelivet – som menneskerettigheds og nødhjælpsorganisationer som f.eks. Læger uden grøsner. Det er mennesker der med deres handlinger der viser imødekommenhed og hjælpsomhed og siger fra, på såvel det personlige som det politiske plan – siger fra overfor den retortik og de vilkår der skaber frygt og angst.

Mennesker vil ikke bare være en skygge af sig selv. Og fra dybe spirelag pibler livet frem.

Et frø er sået – Ordet kom til verden, blev kød og tog bolig blandt mennesker.  For i Ordet overvintrer den sandhed vi forlod. Og Guds rige er midt iblandt os – og vi kan se det – når vi tør tro det.

I dagens to lignelser høre vi, hvad der skal gøres – Der skal sås – og så skal vi i tryg tillid overlade resten til Gud, – til naturen, regnen, varmen, solskinnet – det kommer af sig selv, det korn. Det betyder ikke, at vi ikke skal arbejde og virke, men vi skal gøre det i tillid til at Guds vilje vil ske.

Og vi skal næres af Ordet – igen med Wivels ord:

Før sang man roligt salmer

i fattet tro på Gud.

Men gammel enfold falmer

som løv og slettes ud

i denne jævndøgnstid,

hvor hjerterne er delte

og med sig selv i strid.

 

Ordet lyder til os dåben og nadveren… Ordet om at Gud ved sin søn Jesus Kristus er med os alle dage – uanset, hvordan livet former sig… Det er Ordet om, at vi trygt kan komme til Gud – der aldrig støder os fra sig… Det er Ordet om – at hvor svært livet end former sig og hvordan vi handler og opfører os – så slår Jesus altid følge med os. Ordet kommer til os i salmerne og evangeliet – Ordet er som det sennepsfrø Johannes Møllehave har skrevet et digt om – ”Sennepsfrøet” hedder det – og et af versene lyder sådan om dette lille sennepsfrø

 

 

Det griber trods sin lidenhed                                                          sol, blæst og regn at spires ved.                                                  Det mindste frø på denne jord                                                  tror kraften i sin skabers ord.

Sol, blæst og regn at spires ved – skriver Møllehave..  Der kunne også havde stået.. ”Det griber trods sin lidenhed – med-og modgang at spires ved”

Og vi forstår at sennepsfrøet er et billede på menneskelivet – som det skal leves i lyset af og i kraft af Guds ord.

Det lille frø lader sig nemlig ikke slå ned eller slå ud..  Hør bare, hvad Møllehave også skriver i sit digt:

Det lille bitte sennepsfrø

tror ikke døden er at dø.

Det gror i jord og løfter jord,

fordi det tror, imens det gror.

At tro og gro er sider af samme sag – og næringen der gør at sennepsfrøet kan løfte jord – er netop Guds skaberord..

Det er den kraft der ligger i sennepsfrøet som et billede på den kraft der ligger i Guds ord… og når vi åbner os for og hører Guds ord – så gennemsyrer det hele vor krop og sind og giver kraft og mod til at leve – ikke blot i solskin og livets lette og lyse sider – men netop også i livets storme og mørke sider

Jesus viste det med sin egen person. Han var som et

frø, der døde og blev lagt i jorden, men påskemorgen

opstod Jesus fra graven til himmelsk herlighed. Og den

opstandelse har han også sået i os og den gror og vokser

til høstens tid, hvor vi vil møde Jesus og Gud i Himmeriget. Og Den gror og vokser og lige nu midt i vort daglige liv. Underet er til stede midt i vort liv med hinanden. Hør hvad Møllehave siger:

 

Det gør kun som dets skaber vil.

Det tror, at underet er til,

og det får undere at se,

som ingen troede kunne ske.

 

 

 

 

 

 

 

Vi skal ikke dukke os i angst og frygt vi skal løfte vort blik og se:

Se sennepsfrø og lær af dem.

De tror på lys og finder frem.

De spirer frem og løfter jord,

fordi de tror, imens de gror.

 

Tro og gro går hånd i hånd – Gud sår sit Ord i vort sind – det lyder til os og der er klangbund, for vi bærer Gudbilledligheden i vor hjerte – og herudaf vokser vi – Det er det der er væskten. Derfor kan Møllehave slutte sit digt med ordene:

Tit blev for gammel og for ung

den lette jord ubærlig tung.

Lær troen af et sennepskorn

som tror, at det kan løfte jorden.

 

Vi skal vedgå arv og gæld – vi må tage ansvar for vort liv og verden – med alt, hvad vi bringer med os i baggagen af levet liv.

og så skal vi turde lytte – Gud kalder på os, som han kaldte på Adam og Eva, da de havde spist af kundskabens træ – det er, hvad Wivel minder os om når han skriver:

 

En Adam i os alle

hver stormfuld jævndøgnstid

kan høre nogen kalde

langmodig, trofast, blid:

Mit barn, mit barn, giv agt –

­alt er igen uprøvet

i dine hænder lagt.

 

Amen                                                                                                                       Lov og tak og evig være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed – Amen

Og lad os med apostlen tilønske hverandre:

”Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds Kærlighed og Helligåndens samfund være med os alle ” – Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kirkebøn

Vor Far i Himlen vor Herre Jesus Kristus. Tak for hver dag i du skænker os. Tak for alt, hvad der bliver os til del af sorg liv og glæde. Læg dit livgivende ord på vor tunge, så vi i ord – tanke og gerning kan lovsynge dig og dit skaberværk.  Styrk os i troen på at du er den opstande frelser, den gode hyrde, der opsøger os når vi er faret vild i livet – for at bringe mennesker sammen i livgivende fællesskaber. Vi beder: lad aldrig frygt og angst for magt over vort liv og vær du med verdens flygtninge – både dem der er flygtet fra hus og hjem og de der er flygtninge i deres hjerter. Åben vore hjerter og lad aldrig fordomme og had spærre for, at vi kan møde vor næste med hengivenhed, varme og kærlighed uanset deres hudfarve, nationalitet eller religion.                                                   Vi beder for Dronning Margrethe den 2. og hele det kongelige hus, som vi beder for alle hjem i Danmark og over den ganske jord.  Vær med alle der virker på udsatte poster til glæde og gavn for deres næste – og til bevarelse af freden, såvel i vort land, som over den ganske jord. Vi beder for at alle der har magt og myndighed – ledere som folkevalgte, at deres hjerter må åbnes for din kærlighed – så de i hele deres virke næres af dit ord og får mod og vilje til at bekæmpe ondskaben i en verden, der midt i al skønheden, også er fyldt med krig, fattigdom og undertrykkelse. Lad os alle ved dit ord og din ånd og menneskers hænder sættes fri til et liv i kærlighed og ansvar.. Skænk os din nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen

 

 

 

 

 

 

Der truer os i tiden

en ond,usynlig magt:

vor egen sikre viden,

som sprængte med foragt

den skænkede natur

og nedskrev Adams billed

til skyggen på en mur.

 

Før sang man roligt salmer

i fattet tro på Gud.

Men gammel enfold falmer

som løv og slettes ud

i denne jævndøgnstid,

hvor hjerterne er delte

og med sig selv i strid.

 

En frygt på vore øjne

er lagt som ild og is.

Afmægtige og nøgne

vi ser vort livs forlis:

vor jord forladt af sol,

de stærke bjerge smuldret

fra nedbrudt pol til pol.

 

Og dog er vi i live,

Forpint samvittighed

vil troligt hos os blive

og nægte os vor fred.

Vort hjerte banker tungt

og søger i sin feber

mod håbets vendepunkt.

 

I ordet overvintrer

den sandhed, vi forlod,

og ingen magt kan hindre

den i at fæste rod

selv i en fattig jord,

hvor frøet som et under

og skjult for alle gror.

 

I ordet skabtes verden

som kloderne i lys.

I ordet skal vor færden

fra dag til dag fornys,

så vi alligevel

får ærligt mod til sammen

at vedgå arv og gæld.

 

En Adam i os alle

hver stormfuld jævndøgnstid

kan høre nogen kalde

langmodig, trofast, blid:

Mit barn, mit barn, giv agt –

­alt er igen uprøvet

i dine hænder lagt.

Ole Wivel Til Båring Højskoles indvielse i 1959                                       Højskolesangbogen 18. udg. Nr. 165

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Meddelelser til søndag den 31. januar 2016

 

Der er film i præstegården på lørdag den 6. februar

hvor vi ser “Den enfoldige morder” det er kl. 13:30 – 16:30

se også i kirkebladet.

Der er højskoleuge den 25. juni- 1. juli for Midt-og vestjyske valgmenigheder som Ronald på vegne

af valgmenigheden har været med til at tilrettelægge – Der ligger program og tilmeldingsblanketter i våbenhuset – Ligesom man kan tilmelde sig til Ronald

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *